Nu er jeg hjemme i lille skønne Danmark igen og jeg synes, at det er ved at være på tide, jeg får skrevet en slutning på min lille eventyrs historie.
At sige farvel, når man ikke ved, hvor lang tid der går inden man ser nogle igen, er aldrig sjovt, så selvfølgelig var det heller ikke lige en eventyr slutning, da jeg skulle hjem. Jeg fik sagt farvel, men der skete ingen magi hvor USA og Danmark lige pludselig blev et. Så jeg måtte tage den sur tørn og sidde og græde det hele ud i lufthaven. Jeg kan godt fortælle jer, at jeg fik nogle underlige blikke, som om jeg var et eller andet grimt uhyre der sad der. Da jeg endelig kom om bord på flyet, var det ligesom, at nu havde jeg lukket USA kapitlet og bladret en gang og næste kapitel hed DANMARK. Så det kunne bare ikke gå for langsomt med at komme igang med det nye kapitel, men selvfølgelig går det aldrig helt glat i eventyrer, så det skulle da også lige opstå et par forhindringer som forsinkede fly og farren vild. Da jeg endelig var nået til nogle af de sidste linjer og sad i Tyskland sammen alle mine skønne kompagnoner, ville jeg bare have de sidste linjer skrevet, men der gik lige lidt længere end planlagt. Dan vi endelig nåede lille Danmark og ventede på vores skatte, havde nervøsiteten sneget sig godt ind over mig. På en eller anden måde det helt vildt skræmmende og overvældende at skulle op og se de mennesker der betyder mest, når man ikke har set dem så længe. Men jeg fik min skattekister med mig, og listede ligeså stille op mod alle de forskellige væsner der ventede. Klumpen sad lige i halsen. Da jeg endelig kom op, så jeg bare en masse væsner rundt om mig og alle kiggede undersøgende på en. Da jeg endelig fik øje på mine helte, kunne jeg ikke være den seje rider, jeg selv synes jeg er, så en lille tåre fik lov at trille ned af min kind. Det var et helt vandfald af følelser, som er helt umuligt at beskrive, men jeg fik heldigvis også sluttet det her kapitel med en happy ending.
